Skip to content

2018 – måske det er året for skriblerier.

2018 – måske det er året for at starte skriblerierne igen – jeg savner at tømme hovedet for ord om alt og ingenting, så her er jeg igen – og så må vi se hvor længe det varer ved.

2018 blev skudt godt i gang i venners lag med god mad, drikke og latter – et år kan vist ikke starte bedre. Vi ramte sengen alt for sent og morgenmaden blev til frokost i går. Vi havde et par mindre praktiske gøremål men i det hele taget bød dagen på afslapning og tidligt i seng. Jeg skulle som den eneste ud af døren til morgen, men eftersom drengene nærmest havde vent døgnet på hovedet kræver det et par dage til at få det til at vende rigtigt, så alle mand var oppe inden 7.30.

2018 og forventninger hertil

En af de ting jeg ser frem til er campinglivet. 2017 havde vi ikke campingvognen til at stå fast grundet et travlt forår – men alligevel nåede vi 30 overnatninger i løbet af sæsonen. Campinglivet 2018 byder på en forårssæson på Dokkedal Camping med gode venner – jeg glæder mig til campingvognen igen står klar hver fredag eftermiddag og indbyder til afslapning. Når først den står der prioriterer vi også at bruge vores weekender der – og det mentale helbredet har så godt af timerne i  den friske luft.

2018 kommer også til at byde på daglige gåture med Askur – de daglige tur ud i det blå er så sundt for mig, det er her jeg trækker luften helt ned i maven og får tømt hovedet for tanker.

En del af morgenritualet er Askurs morgentur – i alt slags vejr går vi igennem døren kl. 06.10 – hver morgen går vi den sammen tur som vi begge kan i søvne. Efter job traver vi igen – nogle gange sammen med manden  eller også med musik i ørerne.  Samlet set bliver det til 4-5 km hver dag til både Askur og min store fornøjelse.

2018 kommer også til at byde på tid med strikkepindene – jeg har været forholdsvis produktiv i 2017 viser Ravelry og nyder at have noget mellem hænderne om det er strikkepinde eller hæklenålen er ikke så vigtigt, men jeg stornyder det.

2018 kan bare komme an – jeg er så klar til at se hvad året byder på.

Follow on Bloglovin