Familien, Hverdagen

En smuttur

Vi er lige kommet hjem fra en smuttur til Sjælland, hvor hovedformålet var tid sammen med Bedstemor og bedstefar – vi har lige siden Marcus var 1½ tilbragt nogle dage sammen i sommerferien. Langt de fleste gange har vi mødtes på en campingplads – men de sidste år har vi haft alternative metoder i gang, de er bestemt ikke unge længere og det kan være svært at følge med i ungdommes tempo.

Desuden havde drengene ønsket en tur i trækronerne på Camp Adventure på det sydlige Sjælland. Marcus har været der sammen med min lillebror og på trods af Klatreparker i blandt andet Aalborg var ønsket at det var netop denne vi skulle besøge. Så efter et par dage med samvær kørte vi til syd for Næstved, hvor drengene efter intrukser blev sluppet løs i trækronerne – 5 timer senere fik de afvide at vi skulle til at vende næsen hjem, men jeg tror faktisk godt de kunne have brugt et par timer mere.

Hverken manden eller jeg skulle klatre, mandens heldbred er ikke til sådanne ting længere og jeg er så fandens højdeskræk at jeg tvivler på jeg vil overleve sådan en tur. I stedet hyggede vi os i det gode vejr med blade, strik og afslapning i deres hængekøjer og blot nød livet. Ind i mellem gik vi en tur og kiggede efter drengene – nogle gange lykkes det at spotte dem – andre gange vendte vi retur med uforrettet sag. Drengene havde en fed dag der levede op til deres ønsker – og var godt trætte da de blev placeret i bilen for at tage turen til Nordjylland igen.

Follow on Bloglovin