Skip to content

Udbyhøj


Vi havde endnu engang pakket vognen til en weekend i det fri i fredags. Vi nyder virkelig det pusterum en tur med den lille vogn giver os og prioriterer det virkelige højt. På trods af 2020 har været alt andet end normal har vi alligevel haft en del overnatninger, men modsat tidligere har nærområdet været højt prioriteret – faktisk tror jeg ikke vi har været mere end en times kørsel hjemmefra.

Vi har ofte snakket om hvor meget lettere det er at sætte den lille vogn op i forhold til det skrummel vi havde før, så vi kiggede på klokken da vi kom. 35 minutter senere sad vi med den obligatoriske øl og cola.

Den sidste tur gik til Udbyhøj sammen med mine forældre, som skulle indvie deres autocamper. Vejret så rimeligt ud, så vi mødtes på Randers Fjord Camping sidst på eftermiddagen. Hverken Gemalen eller jeg tror vi nogensinde har været i Udbyhøj – og det viste sig at være en skam.

Planer var der ingen af, men vi fik set Udbyhøj og lokalområdet. Det er en virkelig hyggelig havn lige ved siden af pladsen, hvor der var liv. I sær fredag aften var der mange der hyggede sig og badede.

Jeg startede dagene i det bedste selskab – Askur og en tur ud i det blå. Vi travede en tur igennem en stille by og retur langs vandet inden vi igen vendte hjem til den lille vogn og fik sat vand over til kaffe. Senere var manden med på den samme tur inden vi tog bilen en tur lørdag eftermiddag og kørte en tur i området, det var tydeligt at vi var på kanten af verden – næsten uanset hvad vej vi kørte var vejene blinde og endte i en vendeplads ned til vandet.

Aftensmaden blev tilbragt i fællesskab med mine forældre med grillen som omdrejningspunkt – denne gang havde vi dog gasgrillen med. Cobb’en er bedst til 2, når man som os tilbereder hovedparten af maden derpå.

En ting vi bemærkede denne gang er hvor tidligt der er mørkt. vi havde snakket om det herhjemme, men det bliver meget tydeligt når man sidder i forteltet fremfor herhjemme hvor vi blot tænder lyset – efteråret er på vej, det er sikkert og vist, men forhåbenlig kan vi vride en campingtur eller 2 mere ud af sensommeren inden der er tid til vinterhi og starinlys.

Follow on Bloglovin

One Comment

  1. Det lyder hyggeligt, og fedt at I kan være klar i løbet af så kort tid. Det med mørket har jeg også tænkt på, det var næsten fra den ene dag til den næste, at mørket kom. Er det ikke noget med, at de lyse nætter slutter i august, måske er det derfor.

Comments are closed.